Afrikas horn blog

Så let er det at få visum til Sydsudan:

1. Skaf en lokal kontakt bosiddende i Sydsudan du kan skrive på i din ansøgning (jeg fandt på nettet en udstationeret dansker der arbejdede dernede for en hjælpeorganisation)
2. Udfyld et hav af dokumenter og erklæringer
3. Betal 100 USD i visumgebyr plus 200 NOK i gebyr for at få sendt passet anbefalet tilbage.
4. Find selv ud af hvad den rigtige IBAN bankkode til Sydsudans ambassade i Oslo er – den der står på ambassadens egen hjemmeside mangler selvfølgelig et ciffer (det kunne heldigvis googles..)
5. Opdag at du alligevel har fået en gebyrbøde fra din bank pga. ”forkert IBAN kode” (selv om du altså har fundet en med det rette antal cifre)
6. Bed til at pengene alligevel er nået frem.
7. Send pas til Oslo (nærmeste ambassade)
8. Passet skal sendes til en postboks så det kan (vist nok) ikke sendes anbefalet (for hvordan kvitterer en postboks for modtagelsen) så det er bare at lukke øjnene og håbe det kommer frem
9. Ring til ambassaden for at tjekke at passet er ankommet
10. Ring igen når ambassadesekretæren har haft tid til at kigge i deres postboks.
11. Efter de to ugers behandlingstid – ring igen og find ud af at der intet er sket
12. Ring en masse gange og tal altid med en ny person der fortæller dig ingenting
13. Efter yderligere en uge ring og bliv lidt sur (ikke for meget for så får du med garanti ikke noget visum). Hvis de lover at ringe eller skrive retur så vær forvisset om at det ikke sker (jeg er i 15 år aldrig blevet kontaktet af en ambassade).
14. Ring lidt flere gange.
15. Få så at vide af en faktisk lidt halvkvik ambassadør at grunden til at de endnu ikke har lavet visummet er at ind- og udrejse skal ske indenfor 30 dage fra udstedelsesdatoen og de kan læse på min ansøgning at jeg har tænkt mig at rejse ind EFTER disse 30 dage. (spørg endelig ikke ambassadøren om det havde været en idé at oplyse dette på deres hjemmeside..)
16. Få at vide at der er intet at gøre og dine penge er tabt.
17. Smalltalk yderligere 10 minutter med ambassadøren
18. Husk at det ikke er ovre før den fede dame synger
19. Få så alligevel at vide at hvis du nu lige overfører 100 USD ekstra kan Hr ambassadøren måske godt overtales til at udstede et 3 måneders multiple entry visum.
20. Gentag pkt 4 og 5 (dvs. betal inkl. nyt strafgebyr)
21. Ring igen efter et par dage og få at vide at de sender passet i dag.
22. Ring igen efter 1 uge da du ikke har fået dit pas. Bliv lidt sur for nu er der kun en uge til du skal rejse af sted til de andre lande i Afrika du skal besøge inden Sydsudan. De har stadig passet men lover at nu skal de nok sende det samme dag.
23. Ring dagen efter og forvis dig om at de rent faktisk HAR sendt dit pas.
24. Vent tre dage og modtag dit pas i din postkasse.
25. Konstater at passet naturligvis ikke er sendt anbefalet retur selv om du har betalt herfor. Men at for 29 NOK frimærker heldigvis alligevel har klaret forsendelsen
26. Åbn kuverten med rystende hænder og se om visummet er udsted korrekt og for den rigtige periode.
27. Sådan! – næsten alt for let

PS du kan også bare chancen og tage til fx Addis Abeba i Etiopien og satse på at fixe visummet der. Der klares det muligvis på en enkelt hverdag. Men det kræver at du har købt en flybillet retur til Sydsudan forinden (hvad jeg slap for i ovenstående procedure), har en del andre dokumenter og at du ikke bliver afvist af ambassadøren der (hvad jeg kan læse mig til på nettet er sket for en del på det seneste).

God tur

Hvis du synes dit job er hårdt så kig med på billederne i mit Sydsudan album http://galleri.jakoboester.dk/#!album-122 fra KonyeKonye markedet i Juba i Sydsudan. Det første billede er venligst udlånt af den store eventyrer og prisvindende fotograf Rasmus Krath da jeg slet ikke selv kan tage ligeså gode billeder. (Jeg overvejede lidt at købe et par ko-ben og lave et tilsvarende opstillet foto..). Taget i den ende af markedet hvor de sælger råddent kød, tyrenosser, indvolde og afhuggede ben (og hvor Rasmus i øvrigt har en god veninde). Af andre super jobs end dem på kødmarkedet kan nævnes mændene der sad i den stærke sol og lavede sandaler ud af gamle dæk samt skopudsere der pudser sko selvom næsten alle går med sandaler. Kulsælgere, sæbesælgere og godtfolk der har investeret i en badevægt og vil veje dig for 50 øre. Det er et af verdens allerfattigste lande. Jeg lod mig veje en del gange men det forslår jo som en skrædder i helvede. Heldigvis kommer der en del nødhjælp ind i det krigshærgede land (jeg tror jeg så 7 store Ilyushin transportfly i lufthavnen fra UN, World Food Program og Røde kors) men hjælpen går til folk ude i landet og i flygtningelejrene (der i øvrigt efter sigende er præget af interne kampe mellem dinka-folket og Nuer-folket samt folk for og i mod regeringen) og ikke til dem der godt kan klare sig selv i hovedstaden.

Sikkerhedssituationen i hovedstaden Juba er nogenlunde selv om alle verdens udenrigstjenester er af en anden opfattelse og der pt. som bekendt er borgerkrig i landet (1.000.000 vurderes at være internt fordrevne og 400.000 er flygtet til nabolande) Jeg ved ikke om det passer men fik fortalt at der i gennemsnit myrdes tre personer om dagen i Juba. Ikke pga borgerkrigen bare generel kriminalitet. Jeg boede på et hotel med en enkelt bevæbnet vagt og metaldetektor. Jeg var også ude at spise frokost i AFEX camp en rigtig army camp i bedste M A S H stil hvor mange af de internationale nødhjælpsarbejdere bor. Jeg talte med en derude der sagde at jeg var den første turist han havde mødt i Sydsudan i 5 år (inkl den tidl sydlige del af Sudan da Sydsudan som nation kun har eksisteret siden 2011). Nå men den der AFEX camp var rent fort knox med pigtrådssluser, sandsække, armerede vagter der uafladeligt gik runder, armytelte og en hel hotelcontainerby. 110 usd pr nat uden morgenmad koster det at sove i en container (som sgu har både bad, kabel-tv, varmt vand, myggenet og aircon og adgang til mini ørken-pool). Lidt synd at så mange nødhjælpspenge skal gå til dyre containerovernatninger synes jeg. Men dejligt at sidde og spise “nile perch” og drikke “nile beer” i maximum security campen ved Nilens bred (med tre armerede der holdt øje med at ingen angreb og forcerede pigtråden fra Nil-siden). Og grundet de mange nødhjælpsarbejdere mødte jeg langt flere hvide her end på hele vores knap en måned lange tur rundt i Afrikas Horn.

Nå men jeg var for nærig til containeren og boede i stedet som sagt på et mere centralt og ikke helt så sikkert 80 usd hotel (as cheap as it gets in Juba men alligevel en tangering af det dyreste jeg nogensinde selv har betalt for en overnatning – sidst var i Kuwait City og omfattede hele familien.)

Sydsudan var en solotur mens Charlotte og ungerne var på museer i Addis Abeba. Ikke fordi Charlotte ikke turde tage ungerne med, for Charlotte tør ALT, men fordi flyet Addis-Juba-Addis kostede eksorbitante DKK 4.400 pr snude (ca 400 mere end vi gav for CPH-Addis-CPH) som jo så ville have skullet ganges med 4. Og da turen allerede er pænt over budget (pt ca 63.000 mod budget på 50.000 – Afrika er billigt i mad og logi men dyrt hvad angår transport og oplevelser) nappede jeg den solo.

Nå back to work tomorrow – men tjek billederne og tak til søde Charlotte Felk for at tage sig af ungerne mens jeg føjter omkring

Etiopien part 2 – Harar, Dire Dawa, Kulubi, Addis 24. juli – 03. aug, dag 16-26

Etiopien – interesting facts:

I Etiopien er man 8 år bagefter – her er året 2007.

Det etiopiske år har 13 måneder

Klokken er 6 timer efter så hvis klokken er 14 western time er den 8 om morgenen etiopisk tid. Da vi ankom til vores første hotel i Addis fik vi således at vide at der var morgenmad mellem kl 1 og klokken 4..

I Etiopien er det officielle sprog Amheric.

Etiopien er det eneste land i Afrika, som ikke har været koloniseret. Dog var landet besat af italienske styrker i perioden 1936-41.

62% er kristne og 32% muslimer. De fleste kristne er ortodokse (nært beslægtet med Egyptens koptiske kirke). Ortodokse kirker i

Etiopien har typisk 3 timer lange bønneudkald fra klokken 3 til 6 om natten (!)

Se billeder – nederst i mit Etiopiens-album (efter stammefolkene) http://galleri.jakoboester.dk/#!album-119 fra:

Fodring af hyæner i Harar. Vist nok det eneste sted i verden man kan se det. Det anslås at 3-500 semi-tamme hyæner går rundt i Harars gader (…) Man ser dem primært om natten hvor de er på jagt efter føde…

Vigtig ortodoks ceremoni i Kulubi (finder kun sted to gange om året) hvor sejren over italienerne fejres ved Gabriels-kirken – alle præstebillederne er herfra.

Bådsafari på Lake Chamo.

400 år gammelt Adare-gæstehus i Harar – vi boede i ”brudesuiten” hvor nygifte i gamle dage opholdt sig i en uge efter brylluppet og blev fodret gennem hullet i væggen (aner ikke hvor de mon besørgede).

Vi nåede desværre ikke omkring de berømte nedgravede kirker i nord (Lalibela) men nåede en enkelt mindre kendt i syd (Mariam Adeli)

Etiopien ældste hotel (Taitu) i Addis

Somaliland, dag 14-16, 22.-24 juli 2015

Så er der lidt billeder fra Somaliland http://galleri.jakoboester.dk/#!album-121 – en relativt sikker provins i Somalia (selv om diverse landes udenrigstjenester er af en anden opfattelse). Og et sted hvor det ikke ligefrem vrimler med turister.

Vi var der i tre dage og nåede at se:
Hovedbyen Hargeisa inkl. kamel- og gedemarkedet (hvor jeg for første gang i 15 år blev bestjålet. Nåede dog at slå det pengebundt af somaliske shilling som en knægt lige havde fisket op af min lomme ud af hånden på ham og få pengene retur).

Moské i tre etager – en million mænd i stueetagen, damer på første og VIP-mænd på anden sal. De var ikke så vilde med at blive fotograferet her – så ingen billeder derfra.

Dagstursudflugt med kalashnikovbevæbnet vagt i Somaliland Police Uniform til havnebyen Berbera ved Adenbugten (som er en vigtig havneby for såvel legale som smuglervarer til Etiopien).

Ufattelige mængder plastikaffald alle vegne.

Flere småaggresive somaliere som (i modsætning til i Mellemøsten) blev fortørnede hvis man hilste dem med Salaam Aleikum hvis man ikke selv var muslim. Men også en masse meget flinke og imødekommende folk der rigtig gerne ville reklamere for deres land (der ikke får besøg af skide mange turister)

Et havareret fly i lufthavnen – god reklame for somalisk flysikkerhed.

Et nedskudt russisk MIG-fly – nu udstillet i bymidten.

Udrangerede biler og halvsunkne skibe ad libitum.

Pengevekslere med uendelige stabler af Somaliland Shilling.

Khat, khat, khat. Khatsælgere allevegne – khat virkede dog ikke helt lige så sindssygt udbredt her som i Djibouti.

Og den måske værste fastlandsgrænse (Somalia/Etiopien) jeg endnu har krydset (ud af anslået 100 stk. og skarpt forfulgt af Benin/Nigeria grænsen)

Somaliland, dag 14-16, 22.-24. juli 2015

Kære Axcess kunde,

Jeg lovede dig en switch med cirka to dages leveringstid.

Switchen er desværre blevet fejlleveret.

Heldigvis har jeg nu lokaliseret den her i Hargeisa lufthavn i Somalia.

Switchen vil blive sendt retur med flyet på billedet, som heldigvis også befinder sig i Hargeisa lufthavn, så snart det er repareret.

Ny forventet leveringstid er 4 – 6 år.

Axcess beklager fejlen.

Mvh Jakob Øster Account Manager

Djibouti – dag 12-14 – 20. Juli – 22 Juli 2015:

Et billede fra Djibouti City’s svar på Pusher Street. Da vi ankom til Djibouti var der 46 grader varmt i skyggen og kolossalt fugtigt. Hvordan en kystby kan være så varm er mig en gåde. Taxachaufføren beroligede os med at det var køligere nu. De sidste par dage havde det været RIGTIGT varmt, sagde han. Med sveden drivende gik jeg ud i middagsheden efter vi var kommet frem til vores gamle slidte Hotel De Djibouti for at skaffe vand til familien. Normalt skal man max gå ti mete…r i Afrika, før man finder en lille biks, der sælger vand. Men jeg gik og gik og gik. Og alt hvad man kunne købe var khat og khat og khat. Khat er en mildt euforiserende amfetaminlignende plante, der gør dig i bedre humør og mindsker appetitten – det købes i små neg og ligner fastelavnsris med blade. Det sælges fra små boder, hvor khaten ligger beskyttet fra solen dækket til med et brunt klæde. Vi talte med en lokal, der mente, at ”90% af befolkningen i Djibouti tygger khat” (inkl. kvinder). Efter jeg endelig fandt vores vand, linede vi familien op til et gruppefoto foran nogle af de mange khatboder.

Flere billeder fra Djibouti her: http://galleri.jakoboester.dk/#!album-120

Etiopien – dag 1-12 – 9. Juli – 20 Juli 2015:

En smule ængstelige kom vi frem til den Mursi-landby vi skulle bo i, efter omkring 17 timers ret hård kørsel gennem det sydlige Etiopien på veje, der heldigvis var tørre efter regntidens nylige ophør. I omkring 15 år har en af mine største rejsedrømme været at besøge Mursifolket. Mursierne (i gamle dage omtalt som ”tallerkennegerne”) er dog kendt for at være aggressive overfor fremmede og ud på dagen, skulle de angiveligt kunne blive temmelig ubehagelige, når de har drukket deres hjemmebryggede alkohol, hvorfor vi havde lidt sommerfugle i maven, da vi endelig nåede frem.

Fire dage ud af vores i alt otte dage skulle vi bo hos Mursierne. Vores guide Andualem påstod, at han var den eneste guide i hele Omo-dalen, der tog turister med ind for at overnatte hos Mursi-folket, og at han kun cirka 5 gange om året tog udvalgte besøgende med ind til den landsby vi skulle bo i (som han havde gode forbindelser til). Den lå dybt ind i Mago Nationalparken noget længere inde end dér, hvor dagstursturisterne når ind. De udvalgte besøgende han tog med var typisk fotografer, filmfolk eller journalister. Jeg havde forinden skrevet til ham, at jeg skrev lidt rejseartikler og fotograferede. Om det var det, der havde givet os adgang til overnatning i landsbyen eller det faktum, at jeg havde medbragt ham en 3 år gammel Lenovo T420 bærbar PC, som jeg havde lovet ham som drikkepenge, hvis han gjorde det godt, skal jeg ikke kunne sige.

Vores søde chauffør Bruke, der sikkert styrede den fine Toyota Landcruiser de mange hundrede kilometer gennem Omo-dalen (og som ikke kendte Andualem i forvejen, da der hyres biler med chauffører ind fra gang til gang) fortalte, at han i de 5 år han havde kørt med turister i dalen, aldrig havde kørt for nogen, der camperede hos Mursierne, aldrig havde set den traditionelle Donga-ceremoni (se senere), og aldrig havde haft gæster, der havde medbragt børn under 15 år.

Mursierne viste sig heldigvis at være søde. Og i den landsby vi boede i, var de bestemt ikke alkoholiserede. To små lyshårede børn på 6 og 8 år gjorde nok heller ikke situationen værre. Og selv om man kun er en simpel fritidseventyrer, kan man jo godt være heldig. I løbet af de 4 dage hos Mursierne nåede vi at se følgende ceremonier: Bryllup (i nabolandsby – fandt sted kl 6 om morgenen, der danses, slutforhandles om pris for bruden i antal kvæg, hvorefter de alle går ud i marken med kvæget, mens landsbyens mænd skyder vildt op i luften med deres kalashnikovs. Desværre kom vi lidt for sent og nåede kun det afsluttende skyderi og lidt dans). Navngivningsceremoni (afholdt i ganske varm lerhytte proppet med mindst 20 mennesker). ”Jugular Vein” ceremoni (omkring 2 liter blod aftappes fra en tyr og en ung mand skal drikke alt blodet for at blive fedet op og få vitaminer – beklager det lidt ulækre billede herfra). Og den sjældne Donga (stav-kamps) ceremoni (afholdes angiveligt kun ca. 20 gange om året, er ulovlig og foregår et hemmeligt sted i bushen. Det tog os 3 dages køren omkring at få den lokaliseret. Vores guide fortalte at til trods for at han opholdt sig ca. 40 uger om året hos stammefolk så han typisk kun ceremonien 1-2 gange om året).

Tiden hos Mursierne gik i øvrigt med at spille frisbee (medbragt selvfølgelig), hvilket mursierne syntes var særdeles underholdende (først kun børnene senere også de voksne), snakke med dem med vores guide som tolk og Ava forsøgte at lære dem dansk ud fra en af sine skolebøger (Mursibørn er hyrder og går ikke i skole). Charlotte blev desuden spurgt til råds om alskens sygdomme (primært eksem og infektioner) og bidrog efter bedste evne med vores førstehjælpskasse.

Ud over mursibesøget boede vi to dage i bushen hos Banna-folket. Besøgte Karo-folket (som er kendt som mestre ud i bodypainting). Og deltog i en ”jumping of the bulls” manddomsprøve hos Hamer folket. Her skal en ung Hamerfyr (hvis hans far ellers har råd til at betale for ceremonien) bevise sit værd ved at springe mindst fire gange fra tyreryg til tyreryg over op til 20 tyre linet op på rad og række. Kvinderne i stammen bliver forinden pisket til blods med grene af mændene for at vise deres loyalitet over for ham, der undergår manddomsprøven.

Tjek billederne http://galleri.jakoboester.dk/#!album-119 fra alle herlighederne – beklager at der er ret mange.

Tak til: Christian Gumark for køb af Axcess Lenovo T420 PC som nu har fundet en lykkelig ejer i Afrika. Og til Ole Elming for Axcess-Afrika-klargøring af samme.

En særlig tak til: Søren Bonde, eventyrer, ekspeditionsleder og rejsepioner, for at formidle den helt afgørende kontakt til vores uundværlige guide Andualem. Til søde Charlotte Felk for altid at være frisk på at tage med på mine vanvittige projekter. Og til mine fantastiske børn for deres eminente mod (det tog dog et døgns tid, før Jonas holdt op med at være bange for Mursidamerne som han synes så pænt uhyggelige ud når de havde deres tallerkener monteret i undermunden), åbenhed og tilpasningsparathed overfor fremmede kulturer og strabadserende rejser.